Lejlighed i Milan, Milan

Forestil dig en mand som Marcovaldo — en karakter skabt af den italienske forfatter Italo Calvino — en simpel, drømmende sjæl, der kan finde skønhed i storbyens skjulte hjørner. Sådan ville han se på denne lejlighed: som et sjældent, venligt væsen, der tilfældigt er trådt ind i hans liv.

Han var i Milano, ja, men i en del af byen, der føltes som et løfte: stille om morgenen, himmelblå om eftermiddagen og duftende af regn om aftenen.

Stuen — som ejendomsmægleren kaldte den — havde et stort vindue og en altandør, der førte ud til en rigtig altan, stor nok til et lille bord og to stole. Her ville Marcovaldo, som en konge vendt tilbage til sin trone, spise under åben himmel, på jagt efter skyer eller en flok duer mellem hustagene.

Og badeværelset... Åh, badeværelset! Der var et ægte vindue! For en mand, der var vant til at barbere sig i damp og skygger, var denne lille åbning til verden ren luksus. Nu barberede han sig i sollyset, mens han så bladene skælve i gården, og følte, at han var på ferie.

Soveværelset — som han boede i alene, men med værdighed — havde et så stort vindue, at det føltes som at vågne op i et maleri. Lyset strømmede ind og fik lagnerne til at glitre som sne i solen.

Der var også to skabe: et i entreen og et ved badeværelset. Rummelige, velordnede og med en duft af nyt træ, gav de ham en følelse af håb. Marcovaldo, som før bare rullede sine skjorter sammen i skufferne, hængte dem nu op med omhu, som om han forberedte sig på en stor fest.

I denne lejlighed var hvert vindue et løfte. Hvert skab en ny begyndelse. Og hvert måltid på altanen en lille drøm, der var gået i opfyldelse.