Landejendom i Massanzago, Padova

Den sommer eftermiddag tog min bedstemor min hånd, og vi tog hen for at besøge min tante, i det gamle hus, som som du siger har 100 øjne. Da vi krydsede porten, under de meget høje træer, jeg så huset: imponerende, med honningfarvede vægge og vinduer, der skinnede i solen, det er altid som dette disse vinduer ser ud som øjne, der ser på mig kærligt.
Da de voksne sad i skyggen, chatter med kopper te og kiks, spurgte jeg, om jeg kunne komme ind. Tante smilede til mig: • Gå fremad, men vær forsigtig: huset har hukommelse.
Indgangen har et atrium, der inviterer dig til at sidde og reflektere eller se mytologiske dyr i gamle Palladian, min må jeg udforske! Rundt, ajar døre inviteret mig til at opdage værelser det ene efter det andet: stuen med trægulvet, tavs og duftende, et stort spise-i køkken, der lugtede af supper og søndage, og en spisestue, der var nu en komfortabel stue, hvor tante, der aldrig ønsker at tage trappen.
Jeg fandt en kro med mørke bjælker og hylder fulde af gamle ting: derfra førte en dør til garagen, men for mig var det en hemmelig passage.
Så så jeg trappen, med smedejernet parapet, ligesom et slot. Klatre det, det føltes som klatre mod en anden tid. Første sal var fyldt med lys og duften af træ: fire store værelser, alle med antikke gulve, og et andet badeværelse med lyseblå fliser og en skal-formet hane.
En femte dør ... men der er fire værelser, jeg havde altid savnet det ... kom på, Jeg vil åbne den og finde en anden mindre trappe, der går op igen, mod loftet. Deroppe, under taget, lys trådte gennem vinduerne med udsigt over haven. Den antikke plankegulv knirkede under mine fødder. Jeg sad på jorden, ser bladene bevæge sig udenfor, og tænkte: Her kunne jeg bygge mit fort !
Da jeg stod af, sagde bedstemor til mig:
Så du det hele?
Og jeg smilede:
Nej, alt er endnu ikke forestillet.