Villa i Rosignano Solvay - Castiglioncello, Livorno-provinsen

Han havde sine hænder beskidte med lime og salt, hun havde hår duftede med hav brise. De havde mødtes på markedet i Rosignano, på en forår lørdag. Hun solgte oliven og tørrede tomater, og grinede med alle hendes unge rynker. Han købte et kilo kirsebær, tilbød dem til hende, og sagde: En dag vil jeg tage dig til at se havet fra mit hus.! Hun grinede, tænker det var bare en anden måde at flirte. I stedet, to måneder senere var de allerede gift.
Og de fandt det hus lige her, i Rosignano.
Tre etager. Han sagde: "Det er for stort til bare to mennesker. • Hun lagde en hånd på hans bryst og svarede: • Don! t bekymre sig. Vi vil fylde det med børn og venner. • Og så de gjorde. Ingen børn kom, måske var de ikke beregnet til. Men niecer og nevøer kom, anden fætre, gamle kvinder fra landsbyen, passerer musikere. Huset begyndte at ånde.
Udenfor fortalte jernporten allerede deres skæbne: tre sammenflettede uendelige symboler, og inden i hver enkelt bogstaverne S og F, deres initialer. Som om nogen havde vidst, før dem, at dette hus ville være stedet for en endeløs historie.
Stueetagen blev den slående hjerte: køkkenet, hvor hun kogte pasta med frisk tomat sauce og hvidløg, der gjorde ham grynt, stuen, hvor han spillede guitar søndag morgen vågnede halvdelen af nabolaget, de to soveværelser, der bare ventede på at blive fyldt med krøllede lagner og åbne kufferter. Og de blev fyldt. Af slægtninge, af venner, af naboer, der kom lørdag aften for kortspil og opholdt sig indtil daggry drikke rød vin og sang off-key sange.
De lejede ud på første sal i et stykke tid til unge par på udkig efter deres formue. Så besluttede de at holde det hele for sig selv: et andet køkken til endeløse middage med venner, en anden stue med en terrasse, hvor de drak hvidvin ser solnedgangen glide mellem smøgerne og havet, to værelser, der aldrig var tomme, især om sommeren. Han elskede at terrasse med en næsten urimelig lidenskab. Hun elskede, at han elskede det.
Fordi kærlighed, hun havde lært, også er dette: at se den anden person ser havet.
Fra vinduerne på hver etage kunne du se hustagene i landsbyen, side om side som gamle venner, og i det fjerne fra den øverste etage terrasse, at havet han havde lovet hende på dagen for kirsebær. Havet var der altid, selv når det ikke kunne ses: du kunne mærke det i lyden, i luften, der lugtede af salt og Middelhavet krat.
Loftet var stedet for hemmeligheder. De gik der, når de ønskede at være alene, men ikke at argumentere for at finde hinanden igen. For at komme der du klatrede en træ spiral trappe, knirkede med hvert skridt, som om det var at sige, at vi er her, vi er her, bare lidt mere.! Han holdt sin kemi og poesi bøger der, stablet i ustabile bunker. Hun holdt de aromatiske planter, der voksede på den lille udendørs terrasse: rosmarin, salvie, mynte, basilikum.
Lagerrummet var kongeriget af lykkelig lidelse, hvor genstande blev tabt og smil blev fundet igen. Garagen var deres lille værksted, hvor han fiksede hendes cykel, og hun så ham arbejde, give ham de forkerte værktøjer med vilje, stjæle kys mellem den ene skrue og den næste.
De blev gamle sammen i det hus. Han blev ved med at komme tilbage fra Solvay med sine hænder beskidte med lime. Hun blev ved med at lave ham kaffe i stueetagen hver morgen i fyrre år. Latter fyldte hvert hjørne, hver trappe, hver terrasse, hver revne i væggen.
Så en dag de forlod. For evigt? Nej, bare for at være tæt på deres børnebørn, der i mellemtiden var vokset op og havde brug for dem. Men huset forblev her, stadig varm, stadig fuld af disse latter, disse middage, de søndag morgener med off-key guitar. Og porten med de tre uendeligheder er der stadig, med deres initialer, minder enhver, der passerer forbi, at kærlighed, nogle gange, virkelig kan ses.
Det er ikke et sørgeligt hus, det er et hus, der har lært at elske. Og det er bare venter på et nyt par, en ny familie, en ny historie at fortælle.