Villa i Vigolo Vattaro, Trento

Et par dage tidligere havde jeg fået en uventet arv, en arv fra en fjern tante, en af de slægtninge, som livet holder på kanten af hukommelsen, og som, lige når de synes at tilhøre fortiden, formår at efterlade noget, der kan ændre fremtiden.
Så sammen med min familie var vi begyndt at drømme stort.
I årevis havde vi boet i vores praktiske by lejlighed, komfortable, funktionelle, endda beroligende, men ikke poetisk i det mindste. Da arven ankom, vi indså, at vores idé om fremtiden havde brug for et par flere kvadratmeter og, frem for alt, en lille himmel.
Det var min søn, der foreslog metoden.
Han tog et kort over Trento og det omkringliggende område, sprede det ud på køkkenbordet og etableret reglerne: en af os ville være bind for øjnene, ville holde en blyant og lade det falde på kortet. Hvor end det landede, det var, hvor vi ville lede efter et hjem.
Naturligvis var der ingen, der påpegede, at vi kunne have stolet på lidt flere videnskabelige kriterier.
Blyanten ramte bagsiden af Vigolana. Vi kiggede på hinanden. Det virkede som et tegn. Og i det øjeblik, vi ønskede at tro på tegn.
Vi ledte efter et sted væk fra støjen, et rum, der virkelig kunne blive vores, hvor dagene ville have tid til at udfolde sig og årstiderne kunne komme ind gennem vinduerne.
Det var sådan, vi ankom til Vattaro.
Den første ting, der slog mig om huset var det grønne: et privat rum, der syntes at omfavne det, skiftende mellem plæne og brolagte områder. Og så var der pavillonen, en slags rum uden vægge, perfekt til sommeraftener, når dagen stædigt nægter at ende, eller for endeløse vinter søndage.
Huset, der blev bygget i 2014, var resultatet af et omhyggeligt og omhyggeligt arbejde udført af en lokal virksomhed med solide betonfundamenter og gulve i miljøvenligt træ.
I stueetagen var der to garager, vaskerum, forsyningsrum, gangen og kedelrummet: alle de ting, et hus har brug for, og som ingen nogensinde nævner, når man sælger det, men som så bliver uundværlige.
Men det eneste, man skulle gøre, var at klatre op ad trapperne, enten indeni eller udenfor, for at nå frem til lyset.
Opholdsstuen var rummelig og lys. Det store spise-i køkken syntes lavet til lange middage, stuen til samtaler og afslapning område for de timer, hvor absolut intet gøres, en aktivitet, som moderne liv uretfærdigt anser uproduktive.
Og så var der den flisebelagte komfur: store, varme, beroligende, i stand til på kolde dage at omfavne alle som et tæppe.
Hvert værelse havde sin egen balkon, tilgængelig gennem store vinduer, der lukkede landskabet ind næsten uden at spørge om tilladelse.
Ovenpå, tog træ stedet for mursten og de hvidkalkede bjælker løb over loftet som grene af et træ. Fire perfekte soveværelser: en tvilling, to doubler og det store soveværelse, med sin en suite badeværelse. Et tredje badeværelse afsluttet gulvet.
Men det var frem for alt de franske døre, der gav disse værelser en særlig følelse. Fra hver enkelt, du trådte ud på en balkon, som lå dalen og Vigolana.
Men overraskelserne endte ikke der, vi lærte faktisk, at det var muligt at bygge et andet lille hus i haven, selv fremtiden for vores børn var der allerede.
Mens jeg, omfavnet af min mand, så solen synke bag bjergene og den kølige luft i mit hår, varmen fyldte mit hjerte, var jeg endelig hjemme.