Villa i Piazza Armerina, Enna

Engang var der et barn, der over sengetid historier, foretrak dem af sten og minder. Mens andre drømmer om prinser og drager, han drømte om kanterne af gamle paladser, duften af århundreder gamle støv, lyden af fodtrin hoppende ud periode trapper. Det barn, i dag, stoppede dagdrømme. Han fandt sit slot.
Det er ikke et slot med tårne og voldgrave, men det er meget mere: det er beliggende i Piazza Armerina. Den håndfuld af ædle huse presses omkring Norman masse af herregården, et sted af historier, af herredømmer, hemmelige passager. Bygningen går tilbage til det 19. århundrede, et århundrede af alvorlig nåde, og er spredt over tre etager, tolv værelser bare venter på at blive rum igen. Men nu er det en sovende krop, en kæmpe kalksten og gips bare beder om at blive vågnet op.
Den udvendige bevarer nogle revner af stolthed, nogle tegn på vejret, der kræver forholdsregler, lille, respektfuld vedligeholdelse. Men det er inde, at det bedste spil spilles: bygningen er et blankt lærred, helt har brug for renovering. En dyb stilhed bebor disse miljøer, brudt kun af rusten af lysfiltrering fra de oprindelige bedragere. De indvendige og udvendige låse, sande periode finder, er der, intakt, men skrøbelig: de kræver ikke kun restaurering, men et valg af kærlighed.
Men sjælen i paladset kan findes ved at gå langs de lange buede trapper. De er majestætiske, ærkefjender, moder. Hvert skridt fortæller om en nederdel elevator, et pelsværk, et barns løb. På første og anden etage er der ti balkoner, fem per etage, og ser ud der betyder at se slottet i dit ansigt, næsten en-til-en med historien. Derfra, det barn af gamle så drømme sine forfædre.
Fordi det er pointen. Piazza Armerina, som vi ved, har dybe rødder: græsk, romersk, araber, Norman. Men for det barn, der er vokset op, er det ikke bare en unesco site eller Villa del Casale. Det er hendes bedstemors stemme taler om hendes oldefar, der havde en butik i nærheden; det er hendes tante taler om, når damerne ville gå ud i pels frakker til protektor helgen festivaler. Hans forfædre beboede denne landsby, de stemplede sine sten, de åndede sin luft af svovl og brød.
Og nu vil han, med sit hjerte på marchen, give tilbage til den kæde af minder.
Projektet er enkelt og titanisk på samme tid: at genoprette paladset til sin gamle pragt, så det kan være beboet, at leve drømmen om en levetid. I dag kan huset tilbyde mulighed for at skabe to badeværelser, væsentlige tjenester til at give moderne åndedrag til et ådsel af gange gået forbi. Stueetagen og kælderen værelser egner sig til kældre, værksteder, små værtshuse. Der er en indre gårdhave, en lille kloster til at genopfinde, en hemmelig have, hvor tiden endelig kan stoppe.
Dette palads er ikke for alle. Det er for dem, der ikke er bange for arbejde, støv, valg. Det er for dem, der ved, at genskabe betyder ikke sletning, men oversættelse. Det barn, i dag, ser på de lange buer af trappen og smil. Hans bedstefar fortalte ham: •Sande drømme har gamle fundamenter. • Og her er de: tre etager af muligheder, tolv rum i fremtiden og ti balkoner, hvorfra hver morgen, endelig derhjemme, vil han være i stand til at sige: •Slottet er mit.