Villa i Monchique, Faro (distrikt)

Der er huse, der ankommer klar.
Og der er andre, der giver os mulighed for at forestille os dem.

Dette er en af dem. Beliggende i Serra de Monchique, omgivet af naturen og ro karakteristisk for denne region, dette gamle hus bevarer charmen af andre gange og giver nu mulighed for at starte en ny historie.

Ejendommen har brug for arbejde, og kan udgøre en fremragende mulighed for dem, der søger en transformation projekt og ønsker at skabe en virkelig personlig plads.

Her er fremtiden for huset i hænderne på dem, der vælger det. Du kan vælge at genvinde den traditionelle karakter, værdsætte de eksisterende elementer og bevare sin identitet, eller omfavne en dybere transformation, skabe en moderne tilflugt helt tilpasset din smag og livsstil. Forestil dig et hus omgivet af grønnere, rolige morgener, den friske luft i bjergene og tavse nætter, væk fra stress og travlhed.

Mere end et hus, kan dette være udgangspunktet for at skabe et sted for dig selv. Et projekt for dem, der kan se ud over, hvad der eksisterer i dag og visualisere, hvad der kan blive født i morgen.

I Serra de Monchique, nogle ejendomme er ikke bare købt. De er opdaget, transformeret og levet.

Skønhed er også trættende på grund af, hvad den overfører til os i følelser. Det er nok for farven til at være et skrig, det er nok for mutationerne til at kollidere. Lad os derfor flygte fra blues, røde, gule, lad os trøste vores trætte ånd lidt. Kun grøn vil tjene som en balsam og Monchique vil være det næste punkt at nå.

Bjergene, set langt fra, er intet andet end en god fotografisk baggrund, Hold op med at se på disse salte lande. De er triste og sterile som døden.
Til venstre løber Boia-strømmen til venstre, og jorden begynder at konvulsere. Højene tager gradvist højde, slutter sig til hinanden i dybe folder og vejen vinde mellem schist barrierer som et krybdyr buffeted af solen.

Vegetationen fortykkes. Profilerede akacies flankerer den sorte tarmac strimmel, og de små pletter af fyrreskov ned til os.

En gren på to dusin meter fører os til de varme kilder.
Lad os gå ned til Paradiset. En hvælving af løv beskytter os og den klare strøm løber blødt omkringliggende småsten undertiden sort, undertiden rødlig. Små øjne af solmærke lysende cirkler på den brune jord. En bro... Et lille vandfald... Cikaderne synger og alt er grønt omkring os.

Vandet grave op de schist ekstrakter, uddyber mere og mere og stien strammer, kvæler. Nedenfor er en usammenhængende dæmning, hinsides buen af en bro.
Blå hortensiaer... en snob havesø... tre eukalyptustræer i hvis stammer romantiske piger skar hjerter og skrev vers... et stenbord... et springvand... fontænen af kærlighed.

Nogle store sten, som stoppede, når de stødte på nogen hindring, ligner brønde sået i Zêzere dalen. På vej til Monchique, terrasser skråninger nogle gange har udseendet af romerske amfiteater.

Vi starter klatringen til Foia, lad os se os omkring. Foran den bløde grønne plet af kastanjelunde, der stiger på begge sider af Serra åen; ved vores fødder trappen af en monumental trappe, der går ned til Pé da Cruz og nord landsbyen, der synes at ligge på kanten af en bakke.

Hvor han fandt en tomme af agerjord, mennesket rejste mure af forsvar mod erosion og plantede haver. Hvor smertefuldt hans indsats... Vand løber overalt. Det giver os lyst til at falde på ryggen i en bøn til jorden...

Skovrejsningen falder i tæthed, mens vi klatrer, de skarpe kanter af masserne af sten er dolke, der forsøger at skade os, luften bliver renere, temperaturen falder og bjerget byder os foragteligt velkommen.

En bred kurve, Foias pyramide...

Vi mister sporet af afstande, det ser ud til, at vi læner os over et kort i relief. Alentejo, i sin enorme, som om strække... omridset af kysten synes klar, øget... Lyspletter af mange huse sammen. Portimão... Alvor... Lagos... Sandet af Meia Praia... Langt væk, Sagres og S. Vicente... Og til siderne af Aljezur bakkerne ligner fuld maver.