Villa i Modica, Ragusa

Der er et sted, i bjergene af Modica, hvor tiden er stoppet. Ikke i den forstand, at intet sker, tværtimod. Men der, dage går langsomt, til rytmen af lys, vind og stilhed fuld af liv.
Villaen kan ikke ses med det samme. Du er nødt til at rejse langs en lille vej, der klatrer mellem tørre stenvægge og rækker af oliventræer. Så åbner den pludselig for øjnene som et postkort, indrammet af frugttræer, århundreder gamle karobtræer og den søde duft af den solkyssede jord.
Det er et indbydende hjem. Det kommer til at møde dig med varmen af gamle sten, restaureret med respekt, og den følelse af fred, som kun visse steder kan give. Hun er ikke prangende, hun er ikke prætentiøs: hun er autentisk. Sand som en lykkelig hukommelse.
Indenfor venter pejsen på, at nogen tænder ilden. I det store indbyggede køkken kan man stadig høre ekkoet af stemmer, af æltede hænder, af den langsomt-kogende træfyrede ovn. Alt lugter af familie, af langsomme søndage, af generøst hældt vin.
I det udendørs køkken skabt af en vedhæftet bygning, smager luften som gløder og træ. Der griner vi, vi lytter til historier, vi skåler for sommer og liv, der flyder. Og når aftenen falder, med cikader spiller i baggrunden, bare se op til at forstå, at du er på det rigtige sted.
Under den overdækkede veranda, hvor tiden virkelig synes at udvide, har du frokost i skyggen i de varmeste timer, du læser en bog suspenderet mellem lys og stilhed, du chatter indtil sent med brisen kærtegner din hud. Det er et af de steder, hvor selv venter smager sødt.
To store værelser med badeværelse med selvstændig indgang synes designet til dem, der ankommer og ikke længere ønsker at forlade. Eller til dem, der nu og da, har brug for deres eget hjørne.
Og så er der haven. Det er ikke bare enhver have: det er en lille oase. Hvert træ, hver plante fortæller noget. Og hvis du stopper i stilhed, kan du høre lyden af vand flydende, dernede, fra den gamle brønd bragt tilbage til livet, slukker jordens tørst og bevogter mindet om den forgangne tid.
Denne villa kan ikke blive besøgt. Du lever. Og når du forlader, hvis du forlader, du indser, at noget er tilbage med dig. En lugt, et billede, en sensation. Som et løfte om at vende tilbage.